Seniorspiller i HHB

 

Klubbens seniorafdeling består ca. af 70 spillere - hovedsageligt i alderen 18-40 år. 
Herlev Badmintonklub har altid været kendt for at have mange turneringshold, der spænder bredt i styrke og niveau.
Seniorafdelingens 5 turneringshold spiller sæsonen 2017/2018 i:

1. holdet spiller i 3. division
2. holdet spiller i Danmarksserien
3. holdet spiller i Sjællandsserien
4. holdet spiller i Serie 2
5. holdet spiller i Serie 3

Som det fremgår, ligger vores turneringshold styrkemæssigt meget jævnbyrdigt. Det giver en stor bredde i klubben samt en god dynamik og høj intensitet til vores træninger. Se oversigten over alle Herlevs turneringshold lige her.
  

Træning

Vi bryster os i høj grad af vores gode trænere og gode træningsmiljø, hvor spillerne er mødestabile og altid yder en dedikeret træningsindsats. Det giver gode rammer for udvikling og udfoldelse af den enkelte spillers ambitioner og talent. En god træning er en sjov træning. 

Som seniorspiller i HHB har du mulighed for at træne 2 gange om ugen.
I Herlev har vi træninger tilpasset alle niveauer. Du er altid velkommen til at komme og få en gratis prøvetræning, så vi kan finde ud af hvilken træning, der passer til dit niveau. Seniortræningerne er for dig, der tidligere har spillet seniorholdkampe for en anden klub - niveauet spænder fra serie 3 til toppen af 3. division.

Kontakt Andreas Juhl, Seniorformand, hvis du ønsker at høre mere om klubben eller mulighederne for en prøvetræning på senior@herlevhjortenbadminton.dk eller 20620754.

Træningstider
Vi træner tirsdag fra 18.30–20.30 eller 20.30–22-30 alt efter hvilken træning der passer til dit niveau. Om torsdag træner alle samlet fra kl. 19.30-21.30. Læs mere om vores trænere her.

Det sociale

I klubben har vi hovedvægten på den sociale del, men der er bestemt også plads til ambitioner hos den enkelte spiller. Klubben vokser hvert år med mange nye spillere, og der har derfor altid været stort fokus på at få nye spillere integreret godt i klubben. Det er lige meget om du er 1. holdsspiller eller 5. holdsspiller - alle er sidestillet, og tager et fælles ansvar for, at vi har en velfungerende klub, hvor det sociale går hånd i hånd med det sportslige. 

I løbet af året arrangeres der mange forskellige aktiviteter på tværs af holdene, ligesom man ved hjemmekampe altid bliver og hepper på de andre hold, uanset hvem der spiller. Af aktiviteter kan bl.a. nævnes:

  • Fællesspisning og fest efter holdkampe
  • Grillaftener i fælledparken
  • Sommertræning
  • Træningslejr
  • Sommerfest
  • Udklædningsfest
  • Julefrokost
  • Sæsonafslutningsfest
  • Skitur
  • Diverse fællesarrangementer (paintball, bowlingture, fællesture til turneringer mv.)
  • Vores egen Herlev turnering
  • Dream Team
  • .. og meget meget mere