Seniorspiller i HHB
Herlev Hjorten Badminton er en ambitiøs og social klub med plads til både spillere, der ønsker at udvikle sig sportsligt, og spillere, der søger et stærkt fællesskab omkring badminton. Vi har omkring 60 seniorspillere og tilbyder et træningsmiljø med høj intensitet, gode træningsmuligheder og et unikt sammenhold på tværs af niveauer.
Turneringshold
I sæsonen 2026/2027 stiller Herlev Hjorten med følgende seniorhold:
· 1. hold: 3. division
· 2. hold: Danmarksserien
· 3. hold: Sjællandsserien
· 4. hold: Serie 3
· 5. hold (4-spiller hold): Pulje 1
Som det fremgår, ligger vores turneringshold styrkemæssigt relativt tæt på hinanden. Det giver en stor bredde i truppen, et stærkt træningsmiljø og gode muligheder for både sportslig udvikling og interne udfordringer på tværs af holdene.
Se oversigten over alle Herlevs turneringshold lige her, hvor resultaterne fra holdkampene også fremgår.
Træning og træningstider
Vi lægger stor vægt på at skabe et træningsmiljø, hvor kvalitet, udvikling og fællesskab går hånd i hånd. Vores spillere er engagerede, møder stabilt op og bidrager til et positivt og ambitiøst træningsmiljø.Med en trup på omkring 60 seniorspillere er der altid mange på banerne, hvilket skaber gode rammer for både udvikling og socialt samvær. Som seniorspiller i HHB har du mulighed for at træne fra én til tre gange om ugen.
Tirsdag
· Singletræning (frivillig): kl. 18.30-19.30
· Fællestræning for alle: kl. 19.30-21.30
Torsdag
· Fællestræning: kl. 19.30-21.30
Mandag
· Ungsenior træning: kl. 18.30-20.30
Ungsenior træningen er målrettet spillere i overgangen mellem ungdoms- og seniorbadminton, som fortsat er i udvikling og tilbydes denne ekstra træningsmulighed.
Læs mere om vores trænere her.
Niveauet
Seniortræningen er for spillere med et godt badmintonniveau. Det kan eksempelvis være spillere, der tidligere har spillet seniorholdkampe i en anden klub eller ungdomsspillere med erfaring fra turneringer og struktureret træning.
Hvis du ikke tidligere har spillet på konkurrence- eller turneringsniveau, kan seniortræningen være udfordrende. Du er dog altid velkommen til en gratis prøvetræning, så vi sammen kan vurdere, hvilket niveau der passer bedst til dig.
Hvis seniortræningen ikke er det rette match, har vi også en stor og aktiv motionistafdeling med tilbud til voksne spillere på mange forskellige niveauer. Se mere under vores motionistafdeling. Kontakt Asger Feldbæk Nielsen, seniorformand, hvis du vil høre mere om klubben eller mulighederne for en prøvetræning på senior@herlevhjortenbadminton.dk.
Det sociale
Det sociale fællesskab er en af hjørnestenene i Herlev Hjorten Badminton. Vi tror på, at de bedste resultater skabes i et miljø, hvor man både udvikler sig som spiller og har det sjovt sammen.Klubben vokser hvert år med nye medlemmer, og vi lægger stor vægt på, at nye spillere hurtigt bliver en del af fællesskabet. Uanset om du spiller på 1. holdet eller 5. holdet, er du en ligeværdig del af seniorafdelingen. Vi træner sammen, hjælper hinanden og tager fælles ansvar for at skabe et stærkt klubmiljø.
Ved hjemmekampe bliver der traditionelt heppet på tværs af holdene, og gennem sæsonen arrangeres der en lang række sociale aktiviteter, blandt andet:
· Fællesspisning efter holdkampe
· Grillaftener
· Sommertræning
· Træningslejr
· Sommerfest
· Julefrokost
· Sæsonafslutning
· Turneringsture
· Vores egen Herlev-turnering
· Manager Team
· ... og meget mere
For at sikre et aktivt socialt miljø har vi også et festudvalg, som står for planlægningen af mange af klubbens arrangementer. Festudvalget består af:
- Jonathan Hedegaard
- Fillip Svejgaard
- Hjalte Pagh
- Tina Brix Nyhuus
- Esther Feldbæk Nielsen
Deres indsats er med til at gøre HHB til mere end bare en badmintonklub.
Seniorudvalget
Seniorudvalgets (SSU) primære opgave er at varetage den daglige drift af seniorafdelingen. Udvalget arbejder blandt andet med udvikling af aktiviteter, økonomi, retningslinjer og den overordnede retning for seniorafdelingen.
Derudover fungerer seniorudvalget som bindeled mellem spillertruppen og trænerteamet, så vi sikrer et godt samarbejde og fælles fokus på både den sportslige og sociale udvikling.
Seniorudvalget består af:
- Asger Feldbæk Nielsen (formand)
- Esther Feldbæk Nielsen
- Casper Hupfeld
- Jonas Bangsgaard
- Fillip Svejgaard
- Hjalte Pagh