Sociale aktiviteter
Vi lægger stor vægt på at skabe et godt socialt miljø og sammenhold for vores ungdomsspillere. Derfor tilbyder HHB en række sociale arrangementer i løbet af sæsonen, hvor der både er fokus på badmintonspillet og på at lære hinanden bedre at kende på kryds og tværs af køn og årgange:
Fredagshygge
Vi spiller badminton, hygger os og spiser pizza. Der vil altid være forældre til stede. Det koster et beløb at deltage.
Opstart
Lige inden træningen går i gang i august, inviterer vi til opstart i weekenden. Det foregår over to dage, hvor vi skal have gang i fødderne igen efter ferien med en masse spil og træning.
Juleafslutning
Der afholdes juleafslutning i december måned, hvor spillerne er delt i aldersgrupper. Trænerne sørger for julesjov på banerne, vi spiser julemad og spiller banko. Der vil begge dage være repræsentanter fra USU til stede, som sørger for det praktiske. HUSK nissehue!
Klubmesterskab
Klubmesterskabet finder sted i foråret, og det afsluttes hvert år med finaler for A-rækkerne om lørdagen. Bemærk, at der i klubmesterugen kan være kampe på andre dage end de normale træninger, som er aflyst denne uge.
Berlintur
I påsken tager HHB på en 5 dags tur til Berlin for at spille badmintonturnering og være sociale. Invitation udsendes i løbet af efteråret. Turen er for U13-U22 spillere. og der deltager altid trænere og forældre på turen.
Sommerafslutning
I forbindelse med den sidste træning i sæsonen inviteres alle ungdomsspillere til sommerafslutning, som foregår udendørs. Der vil være leg og spil på tværs af årgangene samt pizza e.l.